Kvalitet eller Relation – Hvad er Vigtigst, når Du Vælger Forvalter?

Valg-af-forvalter

Forestil dig, at du har din egen virksomhed (eller måske har du faktisk en).

Med titlen som CEO følger der et stort ansvar og mange opgaver.

Står du f.eks. og mangler en ny medarbejder, vil du formentlig ikke bare ansætte den første, der kommer dumpende ind fra gaden.

Du vil sandsynligvis begynde med at lave en liste over, hvad den nye medarbejder skal kunne og evt. vurdere, hvilken baggrund vedkommende skal have.

Derefter skal du have spredt budskabet om, at du leder efter en ny medarbejder.

Når du så begynder at få tilsendt ansøgninger fra potentielle nye medarbejdere, skal du i gang med at sortere i dem og udvælge dem, du vil have til samtale. Og derefter til endnu en samtale og måske endda endnu en efter det.

Måske beder du ansøgerne om at udføre en IQ-test eller en personlighedstest, hvis resultat kan hjælpe dig med at vælge den rigtige til jobbet.

Hvis du har en større virksomhed, har du sandsynligvis en hel HR-afdeling, hvis primære opgave er at finde lovende, nye medarbejdere, og måske har du ligefrem hyret en headhunter til at hjælpe dig med opgaven.

Hvis en medarbejder efter ansættelsen ikke gør det godt nok, vil du sandsynligvis tage en samtale med og måske endda fyre vedkommende i sidste ende.

For det er en stor beslutning at vælge, hvem der skal være en del af din virksomhed.

Og nu kommer det store spørgsmål:

Hvorfor tager du ikke dine investeringer lige så seriøst?

Hvis du investerer 25 mio. og får et afkast på 8%, har du et afkast på 2 mio. Det svarer til en pæn, mindre virksomheds bundlinje. Så fortjener dine investeringer ikke samme omhu, som din virksomhed gør?

Brug for Hjælp til at Finde den Rette Forvalter?
Skriv dig op til vores nyhedsbrev om investering, og få adgang til vores guide "15 Spørgsmål til Din Forvalter", som du kan bruge til at vurdere din nuværende eller potentielle forvalter. Du vil modtage guiden på email med det samme.

Relationen til din bank – hvor vigtig er den?

Vi mennesker er vanedyr, og derfor vælger vi ofte det, vi er vant til og trygge ved.

Næsten alle kunder, jeg møder, har haft den samme bank i mere end 10 år.

Når jeg spørger dem hvorfor, svarer de:

  • Fordi min familie altid har haft den bank.
  • Fordi jeg altid har haft den bank.
  • Fordi min virksomhed altid har haft den bank.

Det er altså i langt de fleste tilfælde udelukkende grundet deres relation til banken eller deres rådgiver, at de har haft den samme bank i så mange år, og ikke på baggrund af hvor godt banken egentlig har gjort sit arbejde.

Det svarer lidt til, at du, hvis du havde din egen virksomhed:

  • Beholdt de samme medarbejdere til evig tid.
  • Aldrig prøvede noget nyt.
  • Aldrig undersøgte, om der var leverandører på markedet, der kunne forsyne dig med et bedre produkt til en bedre pris, så din virksomhed kunne få et større overskud.

Dermed ikke sagt, at relationen ikke er vigtig, men den burde ikke fylde alt. Kvaliteten af bankens arbejde burde komme i første række.

Det er vigtigt, du vurderer, hvor vigtig relationen til din bank er for dig. Husk, at din forvalter ikke nødvendigvis behøver at være din ven. Du ville vel heller ikke beholde en medarbejder i din virksomhed udelukkende fordi, du synes om vedkommende?

Men behøver du overhovedet at skifte bank, bare fordi du gerne vil skifte forvalter?

Bank og forvalter – hvad er forskellen?

De fleste er ikke helt klar over, hvad forskellen er mellem en bank og en forvalter.

Forvalteren er den, der forvalter dine penge. Forvalteren investerer dine penge og står for at udføre den lagte strategi.

Banken er et sted, hvor du kan få opbevaret dine penge, tage lån osv.

Men banken kan også fungere som forvalter, og det er nok derfor, mange bliver forvirrede over, hvad forskellen er mellem de to.

Hovedsagen er, at bare fordi du opbevarer dine penge i en bestemt bank er det ikke ensbetydende med, at du også bliver nødt til at benytte denne bank som din formueforvalter.

Du kan altså sagtens blive ved med at bruge din sædvanlige bank som pengedepot (og dermed bevare den gode relation) men få en anden (og bedre) forvalter til at forvalte dine penge.

”Men hvem skal jeg så vælge som forvalter?”, tænker du måske nu.

At vælge den rette forvalter

Ligesom du (forhåbentlig) ikke ville ansætte en tilfældig ansøger i din virksomhed, må du heller ikke vælge en tilfældig forvalter til at varetage dine investeringer.

Hvor der er adskillige medarbejdere i de fleste virksomheder, vælger du kun ganske få forvaltere til at forvalte din formue, hvilket kun gør det endnu vigtigere, at du finder frem til den helt rette for netop dig.

At opbygge en formue kommer ikke uden meget hårdt arbejde over en ofte meget lang periode. Hvorfor så ikke sikre sig, at resultatet af det hårde arbejde bliver passet bedst muligt?

Hvis du var (eller er) CEO i din egen virksomhed, ville du sandsynligvis bruge mange forskellige metoder til at vurdere, om tingene går, som de skal.

Du ville sandsynligvis have et budget og et regnskab, holde øje med, hvordan dine medarbejdere arbejder, have et benchmark at holde din virksomheds performance op imod og meget mere.

På samme måde burde du anvende nogle forskellige metoder til at finde frem til den rette forvalter og til at vurdere vedkommendes arbejde med.

Du kunne for eksempel:

  • Sørge for at måle dine forvaltere op imod relevante benchmarks.
  • Sørge for, at dine omkostninger ikke er for høje.
  • Sikre dig, at du løber den rigtige risiko.
  • Sikre dig, at den forvalter, du vælger, passer til den investeringsstrategi, du ønsker.
Brug for Hjælp til at Finde den Rette Forvalter?
Skriv dig op til vores nyhedsbrev om investering, og få adgang til vores guide "15 Spørgsmål til Din Forvalter", som du kan bruge til at vurdere din nuværende eller potentielle forvalter. Du vil modtage guiden på email med det samme.

Tag dine investeringer seriøst

At have den rette forvalter kan betyde alverden til forskel for dine investeringer.

Jeg vil derfor anbefale, at du begynder at være lige så omhyggelig med dit investeringssetup, som du ville være med din egen virksomhed.

Jeg håber, du kan bruge dette blogpost som motivation til at få kigget dit investeringssetup efter i sømmene, så du kan få det bedste ud af dine investeringer.

Skriv endelig en kommentar, hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget

Johann LauxComment